Forebyggelse af ulykker

Bryd op med forældede holdninger og nedbring antallet af ulykker

På trods af et stort fokus har bygge- og anlægsvirksomheder fortsat en høj frekvens af arbejdsulykker sammenlignet med andre brancher.

Peter Kirkegaard, direktør i BAMBUS udtaler efter arrangementerne:

”Vi ønskede at gøre noget andet, end vi plejer – at få rusket lidt op i deltagerne. Vi er selv rigtig gode til at informere om, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Men der sker alligevel ulykker på byggepladserne, og det sker ofte, fordi de forskellige parter går galt af hinanden. Netop i mødet mellem parterne er teaterformen rigtig god at arbejde med.

Vores mål var at sætte en dialog i gang blandt de forskellige aktører omkring en byggeproces, for i fællesskab at finde nye veje at gå – både før og undervejs i forløbet. Det lykkedes.

Vi har gode erfaringer med at bruge Dacapo og deres metoder, når vi ønsker at involvere mange med meget forskellig baggrund. De små scener, Dacapo havde udviklet i samarbejde med os, var genkendelige og fungerede rigtig godt.”

I forlængelse af informationsmøderne for Bygge & Anlæg har Dacapo arbejdet for entreprenørkoncernen Aarsleff a/s med dilemmaer omkring ansvar, roller og muligheder for forebyggelse af ulykker.

“Set i forhold til, at det er nyt at anvende deltagerinvolverende skuespil i bygge- og anlægsbranchen og set i forhold til at meget få havde tilmeldt sig for at deltage, er det både overraskende og meget positivt, at skuespil er det bedst vurderede element i møderne.”

Det var konklusionen på Arbejdsmiljørådets evaluering af Dacapos indsats i BAMBUS projektet. Evalueringen er sket vha. spørgeskemaer og kvalitative interviews.

Byggeriets Arbejdsmiljøbus (BAMBUS) er en mobil konsulenttjeneste, som har til formål at formidle god arbejdsmiljøpraksis til byggepladser og til byggevirksomhederne og deres ansatte. Gennem besøg på byggepladser og i byggevirksomheder skal BAMBUS forbedre den forebyggende arbejdsmiljøindsats og samarbejdet om arbejdsmiljø både internt i byggevirksomhederne og mellem de forskellige aktører på byggepladsen, herunder også med bygherrer og ingeniører/arkitekter.

Dacapo og BAMBUS
Dacapo har i 2016 og 2017 været en del af BAMBUS projektet og har leveret en række indsatser for at styrke dialogen og skabe bedre adfærd i byggeriet. Dacapo har været engageret til at arrangere informationsmøder om risikobaseret tilsyn på området. En del af indsatsen er sket i samarbejde med arbejdsmiljørådet for Bygge & Anlæg og en række arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer. 678 ejere, ledere, AMR, medarbejdere og arbejdsmiljøprofessionelle fra bygge- og anlægsbranchen har deltaget i møderne.

BAMBUS’ evaluering af indsatsen
Hvordan involverer man folk fra byggebranchen på tværs af fag i at forholde sig til arbejdsmiljø, herunder korrekt opsætning af stilladser?

BAMBUS – Byggeriets Arbejdsmiljøbus engagerede i efteråret 2016 Dacapo til at arbejde med temaet ’korrekte stilladser’ på fire møder rundt omkring i landet. På møderne deltog repræsentanter fra branchen; bygherrer, bygherrerådgivere, projekterende, byggeledelser, mestre og håndværkere.

Med udgangspunkt i en konkret arbejdsulykke på et stillads spolede vi ved hjælp af en række scener tilbage til starten af forløbet, og fik på den måde belyst alle de involveredes roller og ansvar i ulykken. Processen var udgangspunkt for deltagernes refleksioner og de dialoger, der blev sat i gang.

Lad os tage en uforpligtende samtale, om den opgave du står overfor – stort som småt.

Ring til os på 66 147 146 eller skriv på info@dacapo.as