Når man er musikskolesekretær, siger det sig selv, at der ikke er mange af slagsen. Man er med andre ord en af de få og føler sig ofte alene. Alene med de udfordringer, der kan være forbundet med jobbet. Heldigvis findes der et landsdækkende netværk – MUSEK – hvor man kan tale med andre ligesindede.
Dacapo var inviteret til at facilitere en proces, hvor der blev arbejdet med nogle af de udfordringer og dilemmaer, der er forbundet med stillingen. Vi havde et særligt fokus på det psykiske arbejdsmiljø blandt sekretærerne. På baggrund af en række genkendelige scener inviterede konsulenten til dialog om de forskellige udfordringer, de hver især oplever i hverdagen.
Dagen var sammensat af oplæg, involverende teater og små øvelser, der hver på sin måde var med til at folde temaet ud og dermed få fat i det, der fylder. Når vi arbejder med involverende teater taler vi både til hjerne og hjerte. Vi bruger også humor i vores arbejde. Med humor kan man skyde en genvej til det, der er svært at tale om.
Vi spurgte en af deltagerne om, hvordan hun oplevede forløbet.
”Scenerne ramte præcist hele vejen igennem. Jeg er imponeret over, hvor fint I ramte, hvordan verdenen er ude på en musikskole eller kulturskole.
Jeg synes formen er rigtig god, fordi den er meget involverende. Man bliver engageret af de personlige fortællinger, som man kan nikke genkendende til, og som man skal reflektere over og skal snakke med sine sidekammerater om. Man bliver inviteret til at komme med kommentarer til det, der foregår.
Jeg synes, det er en rigtig fin form, fordi man er så optaget af det, der foregår.”
Karin Darville, Gladsaxe Musik- Og Billedskole