Hvordan virker min kommunikation på andre – set i et gruppeperspektiv og på enkelt individ niveau? Hvis jeg bliver mere bevidst om denne ’impact’, hvad betyder det så for det budskab, jeg skal have ud over rampen? Det var nogle af de spørgsmål Dacapo skulle hjælpe chefgruppen med i 2011. Men det hele startede meget tidligere.
Revitalisering af værdierne
I 2004 havde KiMs A/S været gennem en større værdiproces, hvor tre centrale værdier havde udkrystalliseret sig: Resultatorientering, ansvarlighed og respekt for hinanden. I løbet af 2007 følte ledelsen, at der var behov for at revitalisere værdierne. Til processen ønskede man Dacapos hjælp.
Værdier skal ikke “afleveres” men efterleves
På den baggrund var Dacapos skuespillere og konsulenter på research i alle Kims produktionsenheder i Søndersø. Det udmøntede sig i en række idéer til to små skuespil. Det ene var rettet mod produktionen og administrationen mens det andet var tiltænkt Kims sælgere.
Denne opdeling blev også bibeholdt ved afviklingen, idet Dacapo stod for én dag med sælgerne og to dage med den øvrige del af virksomheden. I løbet af dagene blev det mere og mere klart for alle deltagerne, at værdier ikke er regler, der skal efterleves men noget, der skal leves. Det blev også tydeligt, at værdierne kan fortolkes forskelligt og at de enkelte værdier ind imellem kan være i modstrid med hinanden.
Endelig kom det frem i et interview med administrerende direktør Carsten Hänel, at behovet for nærvær – både i ledelsen og hos medarbejderne – stod tydeligere for ham nu end da processen startede.
Der blev skabt en særdeles konstruktiv dialog om, hvad vi bør gøre, og hvad vi ikke bør gøre. Dacapo fik sat ord på de tanker, dele af organisationen kan gå med uden selv at få det sagt. Det afstedkom en spændende dialog mellem ledelse og medarbejdere! Formålet blev indfriet, og Dacapo leverede varen. Nu er det op til os selv at fastholde fokus på vores værdier.
Personalechef Jan Jensen, KiMs.